Venskab i terapi?

For et stykke tid siden bragte Søndagsavisen en artikel om hvor konfliktsky vi er i Danmark. Fremfor at tage en konfrontation op, eller endda ende et venskab som er gledet helt af skinnerne, så foretrækker vi at fortie og lade det hele løbe ud i sandet. Det skulle efter sigende blive mere og mere populært, at tage sin ven i hånden, mens den anden er knyttet, og gå i terapi sammen. 

Selv har jeg i løbet af 2010-2011, endt hele 3 venskaber. Som én af mine veninder sagde i går, så tiltrækker jeg ofte skæve typer, som ikke er afslappede og hviler i sig selv, men som er utrolig humørsvingende og krævende. JUHU. Skønt det er venskaber, jeg også har haft stor glæde af og samlet en masse fantastiske minder fra, så har det også været godt at ende dem. Ved sidste venskab skete der fx. en masse overføring. Alene det, at jeg benytter mig af et begreb som hører hjemme i den psykoterapeutiske praksis, vidner om hvor galt dette venskab gik. 

Jeg kan til sidst fortælle, at jeg har lært en masse af alle tre venskaber, og måden jeg endte dem på. Jeg er helt sikkert fortaler for, at man taler tingene igennem og løser de knuder der nu kan opstå i et venskab, men hvis man fx har gjort dette over flere måneder og det hele stadig er en byrde, jamen så ser jeg intet problem i, at forklare sig selv, takke og ende det hele på en respektfuld måde.